Græsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra bil, Kgs. Lyngby
En 53-årig kvinde fra Hillerød fik mellem den 28.2 kl. 14.14 og 15.05 stjålet sin arbejdscomputer fra sin bil i p-huset ved Magasin i Kgs. Lyngby. Computeren lå i en taske på bagsædet. Anmeldt kl. 7.08.
Færdselsuheld, Græsted
Kl. 7.50 kørte en 47-årig kvinde fra Gilleleje ad Græsted Stationsvej og foretog venstresving ind på stationens P-plads, og påkørte derved en 15-årig ung mand fra Græsted, der kom kørende på kanllert. Ingen melding om personskade.
Tyveri fra varebil, Hillerød
Kl. 8.02 blev anmeldt et tyveri fra varebil på Carl Zahlmannsvej i Hillerød begået mellem den 28.2 kl. 16.00 og den 1.3 kl. 6.30. Sidedøren på varebilen var blevet brudt op. Koster ukendt.
Kørte uden førerret, Helsinge
En 26-årig mand fra Helsinge blev kl. 11.05 sigtet for at køre uden førerret på Vognmarken i Helsinge.
Laksetyveri i Rema, Nærum
To personer gik onsdag kl. 15.46 ind i Rema 1000 på Malmbergsvej, hvor de tog for ca. 500 kroners laks og forsøgte at få dem byttet ved kassen. Kasseekspedienten afviste at bytte varerne, hvorefter de to personer forlod butikken med varerne.
En patrulje kørte ud til butikken og sigtede de to personer, en 45-årig mand fra Nærum og en 24-årig kvinde fra Birkerød, for butikstyveri.
Stjal fra kasseapparat, Allerød
En ukendt gerningsmand stjal onsdag kl. 16.06 et ukendt beløb fra et kasseapparat i Kvickly på M D Madsensvej i Allerød. Patruljer ledte i tiden efter tyveriet efter gerningsmanden i nærområdet og i et S-tog, men fandt ham ikke.
Trafikuheld, Helsinge
To biler stødte kl. 16.13 sammen på Frederiksborgvej i Helsinge. Ingen personer kom efter meldingerne alvorligt til skade, men de involverede blev tilset i en ambulance. Trafikuheldet skabte mindre trafikale udfordringer på stedet.
Pågreb ung butikstyv, Hillerød
En ung kvinde på 16 fra Hillerød blev onsdag kl. 17.01 taget for butikstyveri i Bilka i Hillerød, da hun stjal sushi og chokolade fra butikken.
Blev skubbet omkuld og sparket i hundeskov, Allerød
En 54-årig kvinde fra Allerød blev onsdag mellem kl. 07.30 og 08.00 skubbet omkuld og herefter tildelt to spark mens hun lå på jorden af en ukendt gerningsmand i en hundeskov ved Nymøllevej.
Gerningsmanden beskrives som: A: Mand, 45-55 år, 180-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: Neon grøn jakke, sorte tights/løbebukser, sorte kondisko, mørk/sort hue, halsedisse op til næsen.
Kørte bil uden kørekort, Espergærde
Onsdag kl. 19.37 blev en 81-årig kvinde fra Kvistgård taget for at køre uden førerret på Mørdrupvej i Espergærde.
Blinkende blufærdighedskrænker, Hillerød
En 37-årig mand fra Hillerød blev onsdag kl. 20.48 sigtet for blufærdighedskrænkelse efter at han fra eget hjem havde blinket til den forurettede mens han onanerede.
Brand ved autoværksted, Humlebæk
Klokken 05.47 kom en anmeldelse om, at der var brand ved Humlebæk Auto på Bakkegårdsvej. Politi og brandvæsen kom til stedet, og brandvæsenet fik hurtigt slukket ilden. Branden opstod formentlig ved en kortslutning i motoren til et rullefelt, som stod uden for bygningen.