Antallet af brande steg for første gang i flere år i 2025. En røgalarm kan redde liv og opdage en brand allerede i opstartsfasen, så man kan nå at slukke den, eller evakuere sig selv og andre i en bolig. På onsdag den 11. november kl. 16-20, går RøgalarmPatruljen på gaden i Græsted for at tjekke røgalarmer. Har en bolig ingen røgalarmer, tilbyder RøgalarmPatruljen at sætte en gratis røgalarm op.
Den 11. november tager RøgalarmPatruljen på rundtur i udvalgte områder af Græsted, for at hjælpe beboerne med at sikre, at de har virksomme røgalarmer. Patruljen vil tilbyde gratis at teste eksisterende røgalarmer, udskifte batterier ved behov og opsætte nye røgalarmer i boliger, hvor der mangler.
- Ældre er særligt sårbare i forbindelse med brand i hjemmet. Samtidig er det ofte hos de ældre, at røgalarmer enten mangler eller ikke bliver vedligeholdt, fordi det kan være svært selv at få dem sat op og løbende kontrollere, om de virker. Derfor går RøgalarmPatruljen primært rundt i områder, hvor der bor mange ældre, og vi håber, at alle vil tage godt imod dem, når de banker på døren, siger Ole Nedahl, konsulent i BrandBevægelsen.
RøgalarmPatruljen består af unge fra Gilleleje Spejderne og lokale brandfolk fra Gribskov Beredskab. Patruljedeltagerne har forinden lært at opsætte og teste røgalarmer, så de er godt klædt på til opgaven.
Foruden konkret at udstyre flere hjem med røgalarmer er formålet med RøgalarmPatruljen at skabe opmærksomhed i befolkningen generelt om vigtigheden af at have røgalarmer i sit hjem – og ikke mindst løbende tjekke, at de virker.
I løbet af de seneste 10 år er i gennemsnit 55 personer årligt omkommet i forbindelse med en brand. Dertil kommer tusindvis af brande hvert år, som medfører både materielle skader og tab af personlige ejendele og uerstattelige minder.
BrandBevægelsen og TrygFonden har i godt 20 år samarbejdet med kommuner og redningsberedskaber om styrket brandsikkerhed og har bl.a. opsat omkring 16.000 røgalarmer hos ældre og udsatte borgere.
- Røgalarmer har været helt centrale i TrygFondens mangeårige arbejde for at reducere antallet af alvorlige brande. Det tager kun et ganske kort øjeblik at montere en røgalarm i loftet, men den kan opdage en brand i tide og forebygge, at mennesker kommer alvorligt til skade eller i værste fald omkommer, siger René Højer, projektchef i TrygFonden, og fortsætter:
- Ved at sende RøgalarmPatruljen på tur rundt omkring i landet kan vi styrke brandsikkerheden i flere danske hjem. Samtidig håber vi, at mange vil blive inspirerede til at tjekke røgalarmerne i eget hjem og derudover sikre sig, at familiens ældre medlemmer har fungerende røgalarmer i deres hjem. Det kan skabe tryghed hos alle og vigtigst: redde liv.
RøgalarmPatruljen i Græsted
Onsdag den 11 kl. 16-20 vil RøgalarmPatruljen tage rundt i Græsted for at tjekke røgalarmer. Patruljen kommer på besøg i udvalgte boligområder, som vil blive orienteret på forhånd.
Vidste du, at …
· De kommunale redningsberedskaber rykkede ud til brand og fare for brand (fx en overophedet stegepande, der har afgivet røg, eller uidentificeret røglugt) i privat beboelse 3.371 gange i 2025.
· Der var 51 dødsbrande, hvor en eller flere personer omkom, i 2025.
· 54 personer omkom i en brand i 2025 – 47 ved en utilsigtet brand og 7 ved en tilsigtet brand (selvmord eller påsat).
· I de seneste 10 år i Danmark er i gennemsnit 55 personer om året omkommet i brand.
· Hovedparten af de omkomne i dødsbrande er over 55 år (85 pct. i 2025).
· Omkomne i brand er oftere mænd end kvinder (70 pct. mænd i 2025).
· Rygning var den hyppigste årsag til utilsigtede dødsbrande i 2025.
· Det er oftest folk, som bor alene, samt personer med behov for pleje, der omkommer i brand.
· 20 pct. af danskerne har ingen røgalarmer opsat i deres hjem.
· I langt de fleste boliger, hvor der opstår en dødsbrand, er der enten ingen røgalarm, eller også fungerer røgalarmen ikke.
Fakta om røgalarmer
· Omkring 250.000 danskere har i løbet af de seneste fem år haft brand i hjemmet.
· Cirka 650.000 danske hjem mangler en fungerende røgalarm.
· En røgalarm kan redde liv.
· En røgalarm er vågen døgnet rundt og reagerer på røgudvikling – den vil derfor opdage en brand allerede i opstartsfasen, så du kan nå at slukke den eller få dig selv og andre ud af boligen.
· Tjek dine røgalarmer jævnligt, mindst én gang om året. Test også, når du har været væk i længere tid, da batterierne kan løbe tør, uden at du har hørt den advarselslyd, der fortæller, at de er brugt op. Tryk på testknappen – røgalarmen bipper, hvis den stadig virker.
· Hvert år bør røgalarmen rengøres. Fjern støv med en børste eller støvsuger, og rengør alarmen med en blød og fugtig klud.
· Du kan øge sikkerheden for de ældre i din familie ved at sikre, at de har en virksom røgalarm i hjemmet.
Kilder: TrygFonden og BrandBevægelsen