Græsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
El-værktøj stjålet fra bil, Helsinge
Mellem onsdag og torsdag er der stjålet diverse håndværktøj fra en varebil, som stod på Engerødvej. Tyven har knust en rude for at skaffe sig adgang til bilen.
Cyklist klemt af lastbil, Kgs. Lyngby
En 88-årig kvinde fra Frederiksberg måtte en tur til tjek på skadestuen efter hun var blevet klemt op mod en hegn af en lastbil. Kvinden kom efter det oplyste ikke umiddelbart til skade ved uheldet, som skete klokken 07.42 på Jernbanepladsen.
Forlygter stjålet, Charlottenlund
Mellem torsdag midnat og torsdag morgen er der stjålet forlygter fra en Porsche, som stod på Gyldenlundsvej. Tyveriet blev anmeldt klokken 07.50.
Pantflasker stjålet fra baggård, Stenløse
En indkøbsvogn med pantflasker er mellem onsdag aften og torsdag morgen klokken 07.50 blevet stjålet fra en gård bag ved Peter Beier forretningen i Egedal Centret.
Pelle fandt hash, Farum
Narkohunden Pelle snusede sig torsdag formiddag klokken 11.30 frem til en større mængde hash på en gang ved Nygårdterrasserne. Fundet blev gjort ved en indsats målrettet narkohandel på gadeplan.
Kvinde mistede livet i trafikulykke, Helsinge
En 18-årig kvinde fra Skovlunde døde torsdag ved en trafikulykke på Hillerødvej. Ulykken skete, da en 23-årig mand fra Roskilde kørte frontalt ind i kvindens bil. Manden, der er sigtet for uagtsomt manddrag, fremstilles in absentia ved grundlovshør i dag klokken 12 ved Retten i Helsingør.
Bagrude knust, Kgs. Lyngby
Mellem onsdag aften og torsdag morgen klokken 08.45 er bagruden på en bil, der stod på Ellevænget blevet knust. Hærværket blev anmeldt klokken 12.04.
Brand i villa, Græsted
Torsdag ved middagstid kom en anmeldelse om brand i en villa på Esrum Hovedgade. Politi og brandvæsen kørte til stedet. Der er ingen meldinger om personskade. Da det ud fra oplysninger i sagen ikke kan udelukkes, at der er tale om en påsat brand, skal politiets brandteknikere undersøge stedet nærmere i forbindelse med den videre efterforskning.
Kvinde fik stjålet pung, Allerød
En 80-årig kvinde fra Allerød fik torsdag eftermiddag klokken 13.22 stjålet sin pung på p-pladsen ved Kvickly på M D Madsensvej. Gerningspersonerne beskrives som A: Mand, ca. 40 år, mellemøstlig af udseende, mørkt hår, mørkt fuldskæg, mørkt tøj, talte dansk. B: Kvinde, ca. 40 år, sort/hvid jakke.
Mænd vakte mistanke, Kgs. Lyngby
To mænd vakte torsdag eftermiddag klokken 14.57 mistanke om indbrud, da de opholdt sig i et hus på Egegårdsvej. En borger kontaktede derfor politiet, som kørte til adressen. Her viste det sig imidlertid, at mændene var ved at udføre noget arbejde i huset. Dette blev bekræftet ved kontakt til husets ejer.
Brand i kælder, Fredensborg
Torsdag kl. 17.26 rykkede politi, brand og redning ud til en brand i en kælder på Baunevænget i Fredensborg. Branden formodes at være startet i forbindelse med noget svejsearbejde, der havde antændt noget isolering. Ilden var under kontrol kl. 17.48, og en person blev kørt på hospitalet med mindre skader.
Færdselsuheld, Helsinge
Kl. 18.26 mistede en 44-årig mand fra Helsinge herredømmet over sit køretøj på Hillerødvej, hvorefter han ramte to andre bilister, hvilket skabte trafikale problemer i området da et spor blev spærret. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Butikstyveri, Græsted
Kl. 18.45 distraherede en person kasseekspedienten i Rema 1000 på Vestvej i Græsted mens en anden person tog en kasse med cigaretter, der stod på gulvet. Herefter forlod de butikken.
Kørte uden førerret, Gilleleje
En 30-årig mand blev torsdag kl. 18.59 stoppet på Tinkerup Strandvej i Gilleleje, hvor det viste sig, at mandens førerret var inddraget.