Nyt fra Græsted i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Græsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdselsuheld, Kokkedal

En 34-årig mandlig bilist fra Vejle-området kørte klokken 07.12 i østlig retning ad Avderødvej. I en højresvingskurve gled han over i modsatte vejbane og påkørte en 48-årig kvindelig bilist fra Kokkedal, som kom kørende i vestlig retning. En patrulje kørte til stedet og påså, at trafikken på stedet blev afviklet, indtil der var ryddet op efter uheldet. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade ved uheldet.

Færdselsuheld, Værløse

På Åvej skete der klokken 07.32 et færdselsuheld mellem en 45-årig kvindelig bilist fra Bagsværd og en 13-årig kvindelig fodgænger fra Herlev. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse fodgængeren.

Indbrud i skole, Kgs. Lyngby

Mellem onsdag klokken 21.00 og torsdag klokken 07.45 begik en ukendt gerningsperson indbrud i Trongårdsskolen ved at opbryde et vindue. Fra stedet blev der stjålet designerlamper.

Tyveri fra personbil, Rungsted Kyst

Klokken 09.09 blev det anmeldt, at der fra en BMW personbil, som havde stået parkeret på Ewaldsvej natten over, var blevet stjålet instrumentpanel, rat med aibag samt solbriller. Indstigningsstedet er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.

Hærværk, Helsingør

Mellem tirsdag klokken 10.00 og torsdag klokken 10.00 udøvede en ukendt gerningsperson hærværk på en bil, som stod parkeret på Blichersvej. Hærværket bestod i, at der var lavet hul i både for og bagdæk, så luften var sivet ud af dem.

Tyveri fra lastbil, Frederiksværk

Mellem torsdag den 13. januar klokken 17.00 og torsdag den 20. januar klokken 10.00 blev låsen til en garage på Syrevej opbrudt af en ukendt gerningsperson. Herefter blev der fra en lastbil i garagen blandt andet stjålet batteri og brændstof. 

Tyveri af kabler, Skibby

Klokken 12.35 blev det anmeldt, at der mellem onsdag klokken 16.00 og torsdag klokken 06.00 var blevet stjålet kabler fra en grund på Selsøvej. Kablerne havde dels været gravet ned og dels ligget i kabelruller.

Brand i garage, Værløse

Der indløb klokken 13.10 anmeldelse om, at der var brand i en garage på Rådyrvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor flammerne stod op over taget. Branden kom under kontrol, men det var ikke muligt at slukke den, før garagen var brændt ud. Der var ikke fare for spredning til andre bygninger, og ingen kom umiddelbart til skade i forbindelse med branden. Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke fastslået.

Stige faldt af bil på motorvej, Kgs. Lyngby

Klokken 13.24 blev det anmeldt, at en stige havde revet sig løs fra taget af en bil på Helsingørmotorvejen ved Klampenborgvej, hvorefter to biler, som kørte bagved, var blevet ramt af stigen. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade. 

Mistænkeligt forhold, Frederiksværk

En kvindelig beboer på Nøddesti anmeldte klokken 13.30, at hun omkring ti minutter tidligere havde hørt nogen træde ind i hendes hjem. Det drejede sig om en mand og en gravid kvinde, som medbragte en støvsuger samt poser og på engelsk indikerede, at de var der for at gøre rent. Den kvindelige beboer afviste at skulle have rengøringshjælp og bad dem forsvinde fra stedet. De to personer kørte derfra i ukendt retning i en mellemblå Mercedes Benz med udenlandske nummerplader. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ikke yderligere oplysninger angående signalement af de to personer.

Færdselsuheld, Helsingør

Klokken 14.45 skete der et færdselsuheld på Birkedalsvej, da en 17-årig mandlig cyklist fra Helsingør slingrede ud foran en 77-årig kvindelig bilist fra Snekkersten – formentlig grundet kraftig blæst. Cyklisten faldt i den forbindelse af cyklen, muligvis efter at baghjulet var blevet ramt af bilisten. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

Undersøgelse af dødsfald, Stenløse

På baggrund af en anmeldelse, som indløb klokken 15.22, foretog Nordsjællands Politi torsdag eftermiddag undersøgelser i en bolig på Tokesvej i forbindelse med et mistænkeligt dødsfald. Undersøgelserne gav dog ikke umiddelbart anledning til yderligere, og der udsendes derfor ikke flere oplysninger i sagen.

To mænd taget for butikstyveri, Nærum

To mænd på henholdsvis 26 og 27 år uden fast adressen blev torsdag eftermiddag klokken 16.03 taget for tyveri i Rema 1000 på Malmbergsvej. De to blev sigtet for forholdet.

Sigtet for spirituskørsel, Frederiksværk

En 60-årig mand fra Frederiksværk blev torsdag eftermiddag klokken 17.31 standset på Peders Falsters Vej, hvor han kom kørende. Her viste en alkometertest, at hans promille var højere end den tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve. Den skal vise hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.

Brand i skorsten, Græsted

Klokken 17.52 blev det anmeldt, at der var ild i en skorsten i et hus på Bøgebjergvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor brandvæsenet hurtigt fik situationen under kontrol. Der er ingen meldinger om hverken person- eller bygningsskade. Årsagen til branden kendes ikke med sikkerhed, men ilden kan være opstået som følge af en skorsten, som har trængt til fejning.

Jakke stjålet fra bil, Slangerup

Fra en bil, som stod på Lindholmvej, er der mellem klokken 16.30 og 19.30 torsdag aften stjålet en jakke, hvor der i en lomme lå diverse betalingskort, kørekort og nøgler. Tyven har knust en rude for at få fat i jakken, som lå på bilens bagsæde.

Beruset mand i solcenter, Hørsholm

En temmelig beruset 58-årig mand fra Hørsholm havde torsdag aften klokken 20.25 søgt ind i et solcenter på Usserød Kongevej, hvor han var faldet i søvn i en af kabinerne. En patrulje kørte til stedet og sørgede for, at en af mandens pårørende kom og hentede ham.

Forsøgte at snyde forretningsansat, Hørsholm

Torsdag aften klokken 20.11 kom en mand ind i Netto. Her fremviste han en pakke med kød, som han påstod at have købt i butikken, og som han ville have pengene tilbage for, da han mente, at der var noget i vejen med kødet. Medarbejderen i forretningen fattede imidlertid mistanke til manden, og bad om at se en kvittering for købet, hvorefter manden forlod stedet.

Manden beskrives som udenlandsk af udseende, ca 185 cm høj, kraftig af bygning med fip-skæg. Han var iført grå bukser, jakke med hætte og hvis pelskant samt sorte sneakers med hvid sål.

Røveri mod 7-eleven, Kgs. Lyngby

Torsdag aften klokken 23.25 kom en anmeldelse om røveri mod 7-eleven i Lyngby Storcenter. Her havde en mand mellem klokken 23.13 og 23.19 gået ind i forretningen og om bag disken, hvor han med sin truende adfærd fik udleveret penge. Herefter forlod han forretningen og gik ad Klampenborgvej i retning mod Helsingørmotorvejen.

Manden beskrives som 20-25 år, 175 cm høj, afrikansk af udseende, meget mørk i huden med sort, let krøllet, mellemlangt hår. Han talte dansk, bar hvidt mundbind over et sort skæg og var i øvrigt iført sort jakke, sort trøje og sandfarvede bukser. 

Instrumentpanel stjålet, Rungsted Kyst

Mellem torsdag aften og fredag morgen klokken 06.15 er der stjålet et instrumentpanel med indbygget navigation samt airbag fra en BMW, som holdt på Rungstedvej. To af bilens ruder er blevet knust som led i tyveriet.
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi