Græsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Målrettet færdselsindsats, Gentofte
Torsdag morgen var Nordsjællands Politi til stede på Lyngbygårdvej i forbindelse med en målrettet færdselsindsats med fokus på hastighed. Dette resulterede, i at syv bilister blev sigtet for overtrædelse af hastighedsbegrænsningerne, hvoraf et af disse medførte et klip i kørekortet.Sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven, Frederikssund
Klokken 11.09 indløb der anmeldelse om, at der var gået ild i en hæk på Vangedevej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden hurtigt blev slukket, og den nåede derfor ikke at sprede sig. Idet branden formentlig var opstået som følge af brug af ukrudtsbrænder, blev beboeren på stedet sigtet for dette.Forsøg på tricktyveri, Hørsholm
En 81-årig mand anmeldte klokken 11.22, at en fremmed mand ca. tyve minutter tidligere var dukket op på den 81-åriges bopæl på Ved Stampedammen. Her havde den fremmede mand udgivet sig for at være fra et teleselskab og forklarede, at han skulle tjekke internettet på stedet. Den 81-årige afviste dog at have problemer med internettet og ville derfor ikke lukke den fremmede mand ind. Da manden var gået, kontaktede den 81-årige teleselskabet, som kunne afvise, at de havde sendt en tekniker til stedet.
Den fremmede mand beskrives som: dansk af udseende, 30-35 år, 175-180 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med kort rødligt hår. Iført gul/brun trøje og kakifarvede bukser. Talte dansk.
Brand i gård, Lynge
Der indløb klokken 11.48 anmeldelse om brand i en firlænget gård på Vrålyngen, og politi og brandvæsen kørte derfor til stedet. Her blev det konstateret, at der ikke befandt sig nogen i bygningen, og slukningsarbejdet blev straks igangsat.
Det formodes, at branden opstod ved en el-tavle i et teknikrum på stedet.
Færdselsuheld, Helsinge
På Stenhøjvej ved Kildevej skete der klokken 12.51 et færdselsuheld, da en 77-årig kvindelig bilist fra Græsted i forbindelse med en u-vending ikke overholdt sin vigepligt og svingede ud foran en 32-årig mandlig bilist fra Roskilde, hvorpå der skete sammenstød mellem de to parter.
Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse parterne.
Den 77-årige kvindelige bilist blev efterfølgende sigtet for forholdet.
Mistænkeligt forhold, Helsinge
Klokken 14.05 indløb der anmeldelse om, at to mænd i en udenlandsk indregistreret bil kørte rundt på parkeringspladsen ved Gribskov Rådhus, hvor de kiggede indgående på de parkerede biler. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men det var ikke muligt at udfinde hverken mændene eller bilen i området.
De to mænd beskrives begge som: østeuropæiske af udseende, ubarberede og med mørkt hår. Kørte i en svensk indregistreret mørk BMW.
Færdselsuheld, Hillerød
En 59-årig mandlig bilist fra Borup bakkede klokken 14.20 sin bil i østlig retning ad Nordre Jernbanevej og svingede derefter ind over et fortov og en indkørsel til en parkeringsplads. Her påkørte han en 58-årig kvindelig fodgænger fra Hillerød, som væltede og fik en mindre skade på sin hånd. En patrulje kørte til stedt, hvor bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Færdselsuheld, Hellerup
En 57-årig kvindelig bilist fra Birkerød kørte klokken 14.22 ad Bernstorffsvej i sydlig retning, hvor hun foretog et venstresving mod C.V.E. Knuths Vej. I den forbindelse blev hendes køretøj påkørt på højre bagside af en 25-årig kvindelig bilist fra Hillerød, som kom kørende i nordlig retning ad Bernstorffsvej.
Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse parterne.
Den 57-årige kvindelige bilist blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Pung stjålet, Holte
En 77-årig mand fra Virum anmeldte klokken 14.35, at han mellem klokken 13.40 og 14.10 havde fået stjålet sin pung i Holte Midtpunkt. Manden havde brugt sin pung, da han betalte for varer ved bageren i Kvickly, og a han efterfølgende stod inde i Kvickly, opdagede han, at pungen indeholdende diverse betalingskort var blevet stjålet.
Butikstyveri, Helsingør
Klokken 16.57 anmeldte personalet fra Kvickly på Birkedalsvej, at en 14-årig dreng fra lokalområdet havde forsøgt at stjæle varer for cirka 900 kroner. Idet drengen var under 18 år gammel blev en patrulje sendt til stedet, og idet han tillige var under 15 år gammel og dermed under den kriminelle lavalder, blev sagen overdraget til de sociale myndigheder samt drengens værger.
Færdselsuheld og spritkørsel, Hillerød
Klokken 17.14 blev det anmeldt, at der netop var sket et solofærdselsuheld på Roskildevej ved Salpetermosevej, idet en scooter ført af en 41-årig mand fra Hillerød havde påkørt en kantsten, hvorefter den var væltet. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor personalet i sidstnævnte vurderede, at manden var lettere tilskadekommen efter uheldet. Det blev ligeledes vurderet, at den 41-årige fremstod beruset, hvorfor manden blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille. Endelig blev manden sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Forsøg på bedrageri, Frederikssund
Klokken 18.41 blev det anmeldt, at en fremmed mand klokken 18.00 havde ringet til en 95-årig kvinde og sagt, at han ringede fra Syd- og Sønderjyllands Politi, fordi nogen havde taget lån i den 95-åriges ejendom. Den 95-årige blev dog hurtigt mistænksom og lagde klogelig på.
Mulig ulovlig knallert, Helsinge
Klokken 19.07 blev en 28-årig mandlig knallertfører fra Snekkersten standset til kontrol på Laugøvej ved Valbyvej, idet noget kunne tyde på, at mandens knallert var blevet konstruktivt ændret, således den kunne køre hurtigere end det tilladte. Knallerten blev derfor beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelser.
Færdselsindsats, Helsinge
Omkring klokken 20.00 var Nordsjællands Politi til stede ved Helsingevej ud for Ammendrup, hvor der blev foretaget rutinemæssig kontrol for kørsel i påvirket tilstand. 46 køretøjer blev standset, og glædeligvis var ingen af førerne påvirket i ulovlig grad. En enkelt fører fik dog en bøde for ikke at have medbragt sit kørekort.
Brand, Jægerspris
Klokken 01.24 anmeldte et vidne, at der kunne ses røg og flammer fra et sommerhus på Elmetoften. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, og ved ankomsten var sommerhuset stort set nedbrændt. Da brandvæsnet var ved at være færdige med slukningsarbejdet, blev der fundet en afdød person på stedet.
På tidspunktet for udgivelsen af døgnrapporten er den afdøde ikke endeligt identificeret, ligesom brandårsagen endnu er ukendt.
Mistænkeligt forhold, Rungsted Kyst
Klokken 03.03 anmeldte en mand, at han havde overrasket tre fremmede mænd ved hans bil på Rungsted Strandvej. Da manden råbte dem an, forlod de tre hastigt stedet.
Mistænkeligt forhold, Frederiksværk
Klokken 06.10 anmeldte et vidne, at han netop havde set tre mænd, der var i gang med at tømme en personbil holdende på Karlsgavevej for inventar og lignende. Anmelderen havde på fornemmelsen, at de tre følte sig opdaget, og at de derfor forlod stedet.
Vidnet beskrev de tre som 25-30 år gamle, ikke etnisk danske af udseende. Kørte fra stedet i en Volvo V40 personbil.